Dansk Samling Faq Bryggerihistorie Øllink

Samling hele verden

Nyheder Mail Forsiden
  Ølsmagning Samler-øl prisliste

Blomster og udsøgt øl side om side i Møldrup

Publiceret i Vesthimmerlands Avis 20. oktober, 2004

Gode øl overtager vins traditionelle plads i gaven

MØLDRUP: Blomster og øl. For de fleste så er den en umage sammensætning. Men i takt med danskernes nyvundne opdagelse af spændende og anderledes øl, så kan de to produkter glimrende forenes.


Butiksindehaver Laila Haugaard leverer ofte gavepakninger, hvor udsøgt øl har erstattet rødvinens traditionelle plads.

- I mange år har folk ukritisk valgt at lægge en flaske vin eller to i en gavepakning. Men i dag må gavepakkerne gerne være mere moderne. Derfor kan en usøgt flaske engelsk eller belgisk øl være med til at sætte prikken over i'et i engavepakning, siger Laila Haugaard, der sammen med Lars Haugaard ejer og driver Haugaard Blomster i Møldrup.

De har valgt at indrette en afdeling med usøgte udenlandske og danske øl i deres blomster- og gavebutik.

- Vi har haft øllene i lidt tid, uden at vi har gjort noget særligt for at sælge dem. De har næsten solgt sig selv. Ud over, at de er gode til receptions- og fødselsdagsgaver, så har det også vist sig, at når et ægtepar er kommet ind i butikken, og manden ikke har haft særligt interesse for blomsterne, så har han hurtigt fundet over i ølafdelingen. Man kan næsten sige, at vi har fået en slags "børneparkering" for ikke blomsterinteresserede ægtemænd, siger Laila Haugaard i spøg.

Hun har aldrig selv været særligt interesseret i øl, men efter at have oplevet et foredrag om anderledes øltyper, opdagede hun, at øl kan være mindst lige så spændende som vin.

Foredraget var også medvirkende til, at Laila og Lars Haugaard valgte at føre øl i blomsterbutikken.

Udvalget omfatter cirka 25 forskellige øl fra England, Belgien, Tyskland, Rusland og Danmark. Men det er tanken, at foretage løbende udskiftninger i sortimentet.

Voksende interesse

Laila og Lars Haugaard er ikke i tvivl om, at den generelt voksende interesse for spændende øl i Danmark er en væsentlig årsag til, at de i dag ofte bliver bedt om, at lægge øl i gavepakkerne.

Interesen for god øl har medført, at der i dag findes mange foreninger, der har ølsmagning på programmet. I Vesthimmerland findes Tordenkalvens Øllaug, som blandt de 80 medlemmer også tæller personer fra Møldrup Kommune.

Den landsdækkende forening Danske Ølentusiaster har også medlemmer i Møldrup, tæller i dag over 9000 medlemmer og har for nylig fået fast plads i Forbrugerrådet.

Danske Ølentusiaster holder Ølfestival i Kolding i den kommende weekend. Der bliver mulighed for at smage på 720 forskellige øl.


Torsten Hansen
www.jo-hansen.dk/beer

Artiklerne må kun gengives med tydelige kildeangivelse.